tirsdag den 10. august 2010

Haremsbukser

For halvanden uge siden fik jeg endelig syet de bukser jeg købte stof til for laaang tid siden. Modellen blev Lis' haremsbuks, da de er så dejlig nemme at gå til. Egentlig synes jeg resultatet erblevet en anelse for poset, men de skønne at have på. I dag havde jeg dem på i Fakta og udenfor råber en dame til mig og spørg hvor jeg har købt dem (så blir man lidt smigret). Da jeg sagde, at jeg selv havde syet dem spurgte hun straks om hun kunne købe et par af mig. Lidt befippet fik jeg sagt desværre. At jeg ikke vil sælge skyldes dels at mønsteret jo ikke er mit eget og fordi jeg ikke selv synes jeg er helt god nok til at tage betaling for mine sy-sysler - pasformen er ikke altid helt perfekt og jeg er til tider liiidt doven med mine afslutninger.

Men her er resultatet altså. Stoffet er en helt almindelig småblomstret bomuld fra Stof og Stil.

fredag den 30. juli 2010

Studieslutning

Modsat mange andre der i dag kan se frem til starten på deres drømmestudie, kan jeg nu se enden på mit. Det føles helt uvirkeligt at sidde med speciale printet, indbundet og klar til aflevering i seks eksemplarer på mandag. Jeg husker tydeligt dagen for 6 år siden hvor det var mig der var en af de forventningsfulde der ventede på svaret. Det er gået virkelig stærkt, og KU har helt ret i at det, indtil videre i hvert fald, har været de bedste, hårdeste og sjoveste år af mit liv. Jeg siger farvel til studietiden d. 20. august når vi har forsvaret vores speciale, så den sidste måned skal nydes i fulde drag, inden det virkelig liv med 9-17 job starter 1. september.

I første omgang vil jeg nyde weekenden med gode venner og den forsømte kæreste (og måske lidt med symaskinen).

mandag den 5. juli 2010

Roskilde

For mig er Roskilde først og fremmest min hjemby, men den sidste uge har jeg, sammen med godt 100.000 andre, været på Roskilde som i festival.
Fantastiske dage med skønt vejr, godt selskab og vilde koncerter. For andet år i træk var jeg heldig at få en tjans på apoteket på campingpladsen, hvilket vil sige alle vagter før musikken starter og lækker middag med drikkevare ad libitum i mediebyen - helt perfekt! Da jeg har sovet i min seng hver nat, betyder det også, at jeg har fået sovet længe hver dag og faktisk bare ladet fuldstændigt op. Så nu er jeg mere end klar til at tage den sidste måned af specialeskrivningen, der blot står på gennemlæsning med rettelser, samt tilføjelse af konklusion og perspektivering. Under festivalen fik jeg også lige underskrevet en kontrakt som apoteksfarmaceut på deltid fra 1. septemer til 31. marts, som jeg allerede i morgen starter stille og roligt op på. Livet er altså godt!

P.S. I år fik jeg endelig fingre i de lækre Roskilde Converse. Er de ikke lækre?

tirsdag den 15. juni 2010

Travlhed

Der er stille på bloggen for tiden og det er ikke fordi den er glemt, droppet eller noget, men jeg har travlt! Specialet kombineret med mange aftaler med dejlige mennesker og en smule for meget arbejde giver lange dage. Lige nu sidder jeg i toget på vej hjem fra en intens gang specialeskrivning der startede kl.8.30 i morges. Jeg er næsten allerede træt ved tanken om at vækkeuret (ligesom i går) ringer kl.4.45, hvilket giver mig næsten 8 timer til at komme hjem, spise aftensmad, have lidt tid med kæresten og sove inden det går løs igen.

Da jeg i forrige uge var i Stof og Stil blev der købt stof til et par lilla bukser i stil med Lines. Disse er lige lagt lidt på hylden, men er helt sikkert næste krea-projekt og forhåbentlig til at nå i denne måned.

søndag den 6. juni 2010

Koral - farven der pludselig blev mig

I går var jeg til bryllup hos min barndomsven og tidligere dansepartner, så der skulle selvfælgelig en kjole til. Da det kun var til kirke og reception, skulle det være noget enkelt, men stadig fint. Jeg syntes ikke lige at noget af det i skabet duede, så symaskinen måtte frem. Det blev til denne meget simple tubekjole i koral rib og bomuldsvoile, der blev piftet op med et sort elastikbælte med guld spænde. Fredag var der 30% i Skoringen, så det blev også lige til et par skønne nye sko der var perfekte på perlesten. Jeg nåede også lige at få lavet en halskæde og et par øreringe af de fine "brombær" perler.
Da jeg havde købt stof til kjolen faldt jeg over koralfarvet ting resten af dagen, så siden fredag har jeg været klædt i koral nærmest fra top til tå - og jeg troede slet ikke at koral var mig.

onsdag den 2. juni 2010

Endnu en give-away

Line udlover disse lækre øreringe

 Kom og leg med - vinderen trækkes når hun runder 30 faste læsere :)

Fiiiin Give-away

Moster girafisk har en netop sat gang i sin første give-away - en skøn ugle plakat.