Viser opslag med etiketten bolig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten bolig. Vis alle opslag

søndag den 24. april 2011

Oprydningssalg

Puuuh hvor er der mange ting vi skal af med. Lige nu har vi syv annoncer på dba, hvor vi prøver at komme af med de møbler som den tidligere ejer har ladet stå og som vi ikke selv vil beholde.




Og så er der lige mit spisebordssæt der trænger til at komme videre, så vi kan få et bord vi begge har valgt og som passer til vores Eames stole.
Som det ser ud lige nu, ender det vist med at Kræftens Bekæmpelse får lov at hente en del af tingene.

mandag den 28. marts 2011

Patchwork puder

Puderne til soveværelset er færdige og igen er det blevet til lidt tittekanter - stærkt inspireret af Rappedikke. Puderne er blevet lige lovlig kolonihave/sommerhus-agtige, men jeg kunne bare ikke stå for stoffet med fuglene.

Den pink farve på kanterne ville jeg egentlig have haft i de lyserøde felter, men jeg begrænsede mig for kærestens skyld til det lidt mere dæmpede.

Mødet med arkitekten satte masser af tanker i gang, så nu er det om at få samlet tankerne før vi går videre til næste fase med at få lavet konkrete tegninger.

onsdag den 23. marts 2011

Ny sofa og puder

Endelig fik vi vores nye sofa, eller faktisk var det før vi havde fået lovning på, så pludselig fik jeg travlt med at sy de der sofapuder jeg havde købt monteringspuder til. Jeg har syet puderne (de mørke grå og lilla) med tittekanter, så de matchede de to Ikea pudebetræk vi havde i forvejen og de to jeg kom til at købe. Stoffet er i øvrigt også fra Ikea. Monteringspuderne er fra Netto og jeg synes, det giver et meget godt spil at puderne ikke alle sammen er samme størrelse.

Og sofaen er helt fantastisk - vi indviede den med at falde i søvn på den lørdag aften og sove indtil kl.2.30.

Næste sy projekt er et par patchwork puder til soveværelset der baaaare lige skal syes sammen (hvilket jeg starter på om et splitsekund).

tirsdag den 8. marts 2011

Dag 36

Efterhånden er vi ved at have noget der ligner et hjem underetagen. Badeværelset mangler faktisk kun et spejl, så er det helt fint indtil vi når til den store tur.
I køkkenet er vores standard Ikea billedehylder blevet til kogebogsholder i mangel af en tallerkenrække, som jeg ellers meget gerne ville have haft hængende på denne væg. Jeg synes løsningen er okay og så kan der jo tilføjes hylder efter behov.
Hele køkkenet er blevet frisket op med dets oprindelige farve og nye greb. På gulvet er der kommet en fin ny vinyl på.
Den sidste måned er fløjet afsted og vi har virkelig knoklet. Nu mangler vi de sidste flyttekasser der står hos vores forældre, lidt lister, gulvet i den ene gang og ikke mindst den nye sofa hvor leveringen er rykket til april (øvøvøv).

tirsdag den 8. februar 2011

Dag 9

Lige nu går det hele lidt stille i huset. Tingene lige nu tager tid, så der sker ikke det store fra dag til dag. Oveni i husetprojektet har vi lige en duelighedsprøve i sejlads der skal beståes, så den er det også nødvendigt at bruge lidt tid på.
Køkkenbordet er blevet hævet til menneskehøjde og der er kommet ny en lækker hevea bordplade på som min farmand har snedkereret. Nu mangler der lige den sidste montering af en plade til at dække hullet, samt fastgørelse af den nye vask og blandingsbatteri.
Stuerne med de færdige gulve og første gang maling på væggene. Farven gengives som så ofte ikke helt godt på billedet - den er i virkeligheden mere grå end lilla. De største udfordring i de sidste dage har været kun at opholde sig i køkkenet (pånær ved maling af vægge), der primært har fungeret som værksted og kaffecentral.

torsdag den 3. februar 2011

Dag 4

Så blev gulvene slebet og ludbehandlet, så nu skal de bare lige have et par omgange med sæbe, inden vi kan male væggene i weekenden. Gulvene havde rigtig mange søm fra gulvtæpperne, så vi har blevet brugt en dags tid på at fjerne sømmene, så gulvmandens maskiner ikke blev ødelagt ved afslibningen.
De afslibede gulve, stadig våde af ludbehandlingen.
Tapetet i den lille gang er jeg faldt pladask for, så det får altså lov til at sidde indtil vi går i gang med den stor tur i stueetagen.

onsdag den 2. februar 2011

Dag 1

Wee huset er overtaget og her er de første billeder. 
Stuerne ved overtagelsen
Stuerne uden møbler, tæpper og gardiner (ca. 6 timer efter overtagelse)
Det fine gamle skab i køkkenet
Siden billederne er taget er lofterne blevet malet. Vi har ryddet det gamle spisekammer, så vi har plads til en opvaskemaskine og får lidt ekstra bordplads (lige perfekt til en Kitchen Aid). Badeværelset har også fået en tur med nedrivning af vægplade og efterfølgende spartling, så nu skal der lige males lidt. Lige nu går det dejlig hurtigt fremad - snart er gulvene også færdige.

søndag den 25. april 2010

Lys over land

Endelig blev mit loppefund til en velfungerende lampe og pryder nu spisepladsen i køkkenet. Nu ville jeg rigtig gerne have sat et før og efter billede ind, men jeg er ikke altid lige god til det med at få taget billeder, så det bliver kun til et efter. Da den blev købt var den rigtig trist beige udvendigt og noget der engang havde været hvidt indvendigt. Efter RIGTIG mange lag maling er den nu en halvblank lys kiwi udvendig og en højglans hvid indvendig, så det kommer mest muligt lys ud af den. Fatningen er skiftet fra sort til hvid og ledningen fra sort plast til en lilla stofledning. Jeg har malet den med spraymalling fra en graffitibutik i Skt. Pederstræde, da de havde det absolut største udvalg af farver i en ordentlig kvalitet. Stofledningen er fra NUD og okay fin til prisen.