onsdag den 18. maj 2011

Store bagedag

Store Bededag nærmere sig og i dag var sidste frist for at få bagt hvederne til i morgen aften. Jeg valgte at bruge Frk. Jensens opskrift og undrede mig først over den manglende kardemomme, da de var færdigbagt. Nu må vi se om de er okay i morgen når de er blevet ristet. Muligvis skulle jeg have brugt en større bradepande, men jeg synes altid det er svært at vide, hvor stor den skal være når de blot skriver bradepande.

 
Udover at bage hveder (vaske tøj og en tur i Ikea) benyttede jeg min fridag til at bage Claus Meyers kanelsnurrer nu, hvor min køkkenmaskine endelig er kommet frem. Snurrerne smager rigtig dejligt, men tager godt nok langt tid at bage og jeg var lidt bekymret for min Kitchen Aid, da den skulle ælte den seje dej igennem.

søndag den 15. maj 2011

Resterne fra de riges bord

Den forgagne uge har stået på bryllupskagebagning (billeder heraf følger på et senere tidspunkt, når jeg har fået accept fra brudeparret). Resterne af kagebundene har jeg i dag brugt til at lave romkugler.

Kagerester, et par klatter marmelade og et skvæt rom klar til at blive kørt en tur i Kitchen Aid'en
Og de færdige romkugler der skal nydes om et øjeblik.

onsdag den 27. april 2011

Næsehorn og romtoddy

Efter et par dage med høfeber OG forkølelse var beskeden fra kollegaerne klar: hjem og skylle næsen og drikke romtoddy. Så i dag er den vanlige mælk i min the skiftet ud med rom og jeg har overvundet min frygt for næsehornet.

søndag den 24. april 2011

Oprydningssalg

Puuuh hvor er der mange ting vi skal af med. Lige nu har vi syv annoncer på dba, hvor vi prøver at komme af med de møbler som den tidligere ejer har ladet stå og som vi ikke selv vil beholde.




Og så er der lige mit spisebordssæt der trænger til at komme videre, så vi kan få et bord vi begge har valgt og som passer til vores Eames stole.
Som det ser ud lige nu, ender det vist med at Kræftens Bekæmpelse får lov at hente en del af tingene.

lørdag den 23. april 2011

søndag den 17. april 2011

Påskeglimt

Glæden ved en dejlig have er snitblomster og aftensolen på forsythiaen



mandag den 28. marts 2011

Patchwork puder

Puderne til soveværelset er færdige og igen er det blevet til lidt tittekanter - stærkt inspireret af Rappedikke. Puderne er blevet lige lovlig kolonihave/sommerhus-agtige, men jeg kunne bare ikke stå for stoffet med fuglene.

Den pink farve på kanterne ville jeg egentlig have haft i de lyserøde felter, men jeg begrænsede mig for kærestens skyld til det lidt mere dæmpede.

Mødet med arkitekten satte masser af tanker i gang, så nu er det om at få samlet tankerne før vi går videre til næste fase med at få lavet konkrete tegninger.

søndag den 27. marts 2011

Gamle skruer

De sidste flyttekasse er ved at være pakket ud og alle de ting jeg har manglet i lang tid er endelig dukket op. Noget af det mere nørdet, men som jeg virkelig er glad for, er mine gamle fine skruer jeg har arvet fra min morfars snedkerværksted. Det er dem jeg bruger, når man kan se skruen og en skrue med torx kærv bare ikke er særlig pæn. Her er blandt andet de finest forniklede skruer med lige kærv og linsehovede - umulige at opdrive i butikkerne nu om dage. Og så er indpakningen altså også super old-school-lækker. Hmm ja, min opvækst på tømmerhandlen er vist ikke til at komme uden om.


I morgen har vi møde med arkitekten omkring planerne for huset. Vi har måtte kapitulere og tilkalde hjælp til at indrette førstesalen, så nu er vi spændt på hvad arkitekten har af idéer.

onsdag den 23. marts 2011

Ny sofa og puder

Endelig fik vi vores nye sofa, eller faktisk var det før vi havde fået lovning på, så pludselig fik jeg travlt med at sy de der sofapuder jeg havde købt monteringspuder til. Jeg har syet puderne (de mørke grå og lilla) med tittekanter, så de matchede de to Ikea pudebetræk vi havde i forvejen og de to jeg kom til at købe. Stoffet er i øvrigt også fra Ikea. Monteringspuderne er fra Netto og jeg synes, det giver et meget godt spil at puderne ikke alle sammen er samme størrelse.

Og sofaen er helt fantastisk - vi indviede den med at falde i søvn på den lørdag aften og sove indtil kl.2.30.

Næste sy projekt er et par patchwork puder til soveværelset der baaaare lige skal syes sammen (hvilket jeg starter på om et splitsekund).

tirsdag den 8. marts 2011

Dag 36

Efterhånden er vi ved at have noget der ligner et hjem underetagen. Badeværelset mangler faktisk kun et spejl, så er det helt fint indtil vi når til den store tur.
I køkkenet er vores standard Ikea billedehylder blevet til kogebogsholder i mangel af en tallerkenrække, som jeg ellers meget gerne ville have haft hængende på denne væg. Jeg synes løsningen er okay og så kan der jo tilføjes hylder efter behov.
Hele køkkenet er blevet frisket op med dets oprindelige farve og nye greb. På gulvet er der kommet en fin ny vinyl på.
Den sidste måned er fløjet afsted og vi har virkelig knoklet. Nu mangler vi de sidste flyttekasser der står hos vores forældre, lidt lister, gulvet i den ene gang og ikke mindst den nye sofa hvor leveringen er rykket til april (øvøvøv).

mandag den 7. marts 2011

Dejlig forårs fridag

Dagen i dag er brugt med oprydning, rengøring, tøjvask og alt det der man nu skal nå på sin fridag. MEN den er også brugt på at hente fine små erantis ind fra vores egen have, spise sen frokost med veninden der havde fået tidligt fri og efterfølgende shoppe lidt tøj. Til aften fik vi selskab af mænd og barn og hyggede et par timer med leg på køkkengulvet og dejlig mad. Nu sidder jeg foran tv'et med benene oppe og nyder en kop te - dejlig afslutning på en skøn forårsdag.

tirsdag den 8. februar 2011

Dag 9

Lige nu går det hele lidt stille i huset. Tingene lige nu tager tid, så der sker ikke det store fra dag til dag. Oveni i husetprojektet har vi lige en duelighedsprøve i sejlads der skal beståes, så den er det også nødvendigt at bruge lidt tid på.
Køkkenbordet er blevet hævet til menneskehøjde og der er kommet ny en lækker hevea bordplade på som min farmand har snedkereret. Nu mangler der lige den sidste montering af en plade til at dække hullet, samt fastgørelse af den nye vask og blandingsbatteri.
Stuerne med de færdige gulve og første gang maling på væggene. Farven gengives som så ofte ikke helt godt på billedet - den er i virkeligheden mere grå end lilla. De største udfordring i de sidste dage har været kun at opholde sig i køkkenet (pånær ved maling af vægge), der primært har fungeret som værksted og kaffecentral.

torsdag den 3. februar 2011

Dag 4

Så blev gulvene slebet og ludbehandlet, så nu skal de bare lige have et par omgange med sæbe, inden vi kan male væggene i weekenden. Gulvene havde rigtig mange søm fra gulvtæpperne, så vi har blevet brugt en dags tid på at fjerne sømmene, så gulvmandens maskiner ikke blev ødelagt ved afslibningen.
De afslibede gulve, stadig våde af ludbehandlingen.
Tapetet i den lille gang er jeg faldt pladask for, så det får altså lov til at sidde indtil vi går i gang med den stor tur i stueetagen.

onsdag den 2. februar 2011

Dag 1

Wee huset er overtaget og her er de første billeder. 
Stuerne ved overtagelsen
Stuerne uden møbler, tæpper og gardiner (ca. 6 timer efter overtagelse)
Det fine gamle skab i køkkenet
Siden billederne er taget er lofterne blevet malet. Vi har ryddet det gamle spisekammer, så vi har plads til en opvaskemaskine og får lidt ekstra bordplads (lige perfekt til en Kitchen Aid). Badeværelset har også fået en tur med nedrivning af vægplade og efterfølgende spartling, så nu skal der lige males lidt. Lige nu går det dejlig hurtigt fremad - snart er gulvene også færdige.

onsdag den 26. januar 2011

Klar til afsendelse

Så blev fire ansøgninger klar til afsendelse - håber farverne kan vækker lidt interesse for hvad der er indeni.

tirsdag den 25. januar 2011

Nedtælling

Lige nu tæller vi dagene til det bliver søndag og vi får nøglerne til drømmehuset - det er lige om lidt og vi kan slet ikke vente med at komme i gang med istandsættelsen. I første omgang skal vi blot gøre stueetagen beboelig med spisestue, dagligstue, soveværelse, køkken og badeværelse (vi har heller ikke rigtig møbler til mere). Men når det rigtig bliver forår begynder vi på den store omgang med tag, vinduer og døre.
Det betyder også at jeg ikke får så meget tid til hækle- og strikketøj, men tilgengæld vil jeg prøve at få postet lidt af den indretning det ender med. Udover husovertagelsen er der lige den lille detalje med at min kontrakt udløber om blot 9 uger, hvilket er skræmmende kort tid til at finde et nyt arbejde når man så meget hellere vil bruge sin tid på at ordne hus.

søndag den 9. januar 2011

Kagekursus

Dagen i dag har stået på kagekursus for begyndere. Det gik primært ud på at overtrække med fondant og få kendskab til de forskellige produkter der findes. Restulatet blev for mit vedkommende denne kage.
Det var rigtig godt lige at få prøvet nogle forskellige redskaber af, så nu ved jeg hvad jeg bare må eje til næste gang jeg går i krig med kagerne og hvad der egnetlig bare fungerer fint som jeg hele tiden har gjort det.